Noosa Heads, Tin Can Bay og Fraser Island

Eventyrlysten vandt over driverlysten, og vi er nu på Fraser Island.

Vi havde nogle hyggelige dage i Noosa Heads, selv om det ikke blev den sol-pool-og-strand oplevelse, vi havde regnet med. Det upålidelige vejr faldt heldigvis sammen med, at vi havde fundet et rigtig dejligt hotel med en sublim morgenmads-/brunch-buffet, og en kok, der kunne lave papirfigurer til Johanne og Frederik i alle afskygninger, så vi havde ikke specielt travlt med at komme ud af røret om morgenen. En enkelt dag havde vi heldagsregn, men fik alligevel – denne gang med det rette udstyr – gået en fin tur langs vandet, hvor massevis af surfere nød godt af de stabile, lange og ikke alt for vilde bølger på denne nordvendte kyststrækning. En anden dag tog vi en lille båd ned ad Noosa River og kunne bl.a. sidde og sukke over de fantastiske boliger, der lå ud til vandet. Endelig havde vi en super dag i Steve Irwins Australia Zoo ca. en times kørsel inde i landet, hvor vi så et hav af krokodiller samt bl.a. slanger, koalaer, kænguruer og wombats. Vi var meget begejstrede for den måde de havde indrettet haven på, idet man flere steder gik inde i selve indhegningen, og derved kunne vandre ved siden af kænguruerne eller gå rundt og spotte koalaerne oppe i træerne. Der var også flere muligheder for at komme helt tæt på dyrene, og vi fik bl.a. lov til at ae koalaer og kænguruer og håndfodre en elefant. Den dag, vi besøgte zoo, var vejret særdeles ustabilt, hvilket imidlertid havde den bonus, at der ikke var ret mange mennesker i haven, og vi havde bl.a. derfor en rigtig god dag. Hen under solnedgang kørte vi omkring Glass House Mountains lidt syd for zoo og fandt et udsigtspunkt, hvorfra vi havde en fin udsigt over det særprægede landskab, inden det – igen – stod ned i kaskader over os på vej tilbage mod Noosa.

Efter Noosa kørte vi til Tin Can Bay, hvor vi havde en enkelt overnatning med et helt bestemt formål. Om morgenen kl. 7 kørte vi ned på havnen, hvor 2-3 vilde delfiner gennem mange år troligt er kommet ind hver morgen for at hygge sig med de fremmødte mennesker og blive håndfodret. Da vi kom, var den ældste han, Mystique, allerede dukket op, og da vi var tidligt på den, fik vi masser af tid til at iagttage den helt tæt på. Kl. 8 havde alle, der var mødt frem, mulighed for at købe en spand med to fisk hver (i alt fodres delfinerne med højst en tiendedel af deres daglige behov), hvorefter vi én efter én fik desinficeret vores hænder og kunne gå ned i vandet og fodre delfinen. Denne gang var det Kenneth, der filmede, og vi andre tre der havde en førsteklasses oplevelse. De frivillige, som sørger for, at alt går ordentligt til (man må f.eks. ikke røre delfinen, men den må godt røre dig), kunne fortælle en masse spændende om delfinerne og deres historie, og vi havde i det hele taget en super morgen.

Fra Tin Can Bay kørte vi til Hervey Bay, hvorfra vi blev transporteret til River Heads og derfra med færge til Fraser Island. Undervejs holdt Frederik og jeg udkig efter krokodiller, som er set i strædet mellem fastlandet og Fraser, men (som forventet) så vi ikke nogen.

I går var vi med en firehjulstrækker på en tur rundt på øen, den største sand-ø i verden. Vejene på øen udgøres derfor af enten snoede, bumpede sandveje gennem tæt bush eller den flade sandstrand på vestkysten – teknisk set en highway, hvor man må køre 80 km/t, men skal vige for fly der letter og lander... Vi havde en yderst veltalende chauffør, der kunne fortælle en masse gode historier, mens vi kørte. Han indledte med at give os en masse sikkerhedsinstrukser, herunder om hvordan vi skulle folde armene foran os, finde vores strengeste blik frem og bakke væk, hvis vi skulle komme i nærkontakt med en dingo. Efter den instruktion insisterede Frederik på at fastholde sin dingo-positur i lang tid, selv om vi sad i sikkerhed inde i køretøjet, og han var i det hele taget ikke meget for at bevæge sig ud i ukendt land, hvor der var farlige dyr. På det tidspunkt havde han end ikke hørt om edderkopperne og de 19 forskellige arter af slanger på øen… Efter ca. en times kørsel gennem bushen nåede vi ud til vestkysten, der ser indbydende ud, men som er et no-go for badning på grund af stærk understrøm og hajer. På stranden blev vi kapret af nogle piloter, som tilbød en 15-minutters flyvning ind over øen til en rimelig pris. Det kunne vi ikke stå for, og kort efter sad vi i et lille propelfly, som lettede fra stranden og først tog os ud over havet og dernæst ind over øen, hvor træerne under os lignede små broccolihoveder. Spændende, men også noget af en rå bumpetur, og jeg må sige, at jeg var svært tilfreds, da vi igen var landet sikkert på stranden og kunne slutte os til resten af gruppen ved Eli Creek.

Længere oppe ad vestkysten så vi både Maheno Shipwreck og Coloured Sands of the Pinnacles samt – i sikker afstand – flere dingoer, der luskede rundt på stranden. Efter frokost gik vi en times tid i bushen, hvor vores guide bl.a. fandt en funnel web spider, en af de giftigste edderkopper i verden. Vi holdt os på behørig afstand. Sidst på eftermiddagen havde vi en times tid til at bade og svømme ved den smukke Lake Mackenzie med det klareste vand, jeg nogensinde har set. Da Kenneth lige inden afgang skulle på toilettet, mødte han en pytonslange på tæt hold. Heldigvis var den helt uinteresseret i at springe på ham. Alt i alt en rigtig spændende dag!

I dag har vi hygget i vores hytte og gået en enkelt tur i bushen. Da vi kom tilbage i eftermiddag og var godt svedige af turen, sprang vi i poolen og havde nogle dejlige timer dér. Det er skønt at se, hvor hurtigt børnene gør fremskridt med svømningen. Johanne svømmer rigtig hurtigt nu, og Frederik er også ved at komme godt efter det. I morgen går turen tilbage mod fastlandet og nordpå, hvorefter vores sidste ø-ophold venter. Vi glæder os til at opleve Great Barrier Reef, men ser efterhånden også frem til at komme hjem til en dagligdag med godt gammeldags rugbrød og leverpostej…

Melbourne, Byron Bay, Lamington National Park og Noosa

Inden vi kørte ud af Apollo Bay langfredag formiddag var Kenneth så heldig at finde en frisør, der havde tid til at klippe ham med det samme, og han ser nu i det store hele ganske repræsentabel ud igen. I Lorne fandt vi en hoppeborg og et frokoststed ved stranden, hvor vi spiste med udsigt til surfernes forsøg på at finde den helt rigtige bølge. Da det herefter gik videre mod nordøst, var vi glade for, at vi kørte mod Melbourne og ikke den modsatte vej, for påsketrafikken betød flere kilometers kø i sydvestgående retning. Lidt uden for Kennett River var vi heldige at opleve vilde koalaer i træerne, men da et par turistbusser ankom og fik øje på dem og overrendte hele området, var det pludselig ikke så sjovt længere. Naturoplevelsen virker på en eller anden måde ikke helt så naturlig, hvis man skal dele den med 50 andre. Lidt længere mod nordøst gjorde vi et kort ophold ved Anglesea golfbane, hvor op mod 1.000 kænguruer efter sigende har taget mere eller mindre permanent ophold. Det var et meget besynderligt (men så vidt vi kan forstå ikke unormalt) syn at se golfspillerne gå rundt og forsøge at koncentrere sig om deres putting med kænguruerne græssende og hoppende omkring sig.

Langfredag ud på eftermiddagen ankom vi så endelig til Anthony og hans familie i Southbank i Melbourne, hvilket vi alle havde glædet os til længe. Vi fandt let frem til deres hus, idet de havde malet et dansk flag og sat det på lågen for at byde os velkommen. Og vi har virkelig følt os velkommen. Det har været et skønt ophold. De havde påskeferie og havde heldigvis tid og lyst til at tilbringe nogle dage med at vise os rundt i byen og omegnen, og de har samtidig sørget godt for os. Vi håber at få mulighed for at kunne gengælde deres gæstfrihed en gang i fremtiden. Kenneth og jeg blev indlogeret i et gæsteværelse, mens Frederik og Johanne blev gæster i Tors fine værelse. Vi havde medbragt et LEGO piratskib som en gave til Tor, men havde måttet bruge lidt energi på at tale med Frederik om glæden ved at give gaver, og vi var faktisk lidt spændte på, hvordan han ville klare separationen fra den store, spændende æske, som vi havde båret med os på rejsen i efterhånden mange uger. Det gik heldigvis fint, og som Frederik havde håbet, fik han lov til at være hovedansvarlig for at bygge skibet, hvilket optog ham en del timer i løbet af de dage, vi var der.

Den første dag i Melbourne blev vi i lokalområdet. Børnene blev forsynet med hvert deres køretøj – cykel, løbehjul og løbecykel – hvorefter vi satte kursen mod en skøn naturlegeplads i Botanisk Have, hvor børnene gik på opdagelse, mens vi drak kaffe i græsset. Efter frokost i parken besøgte vi Shrine of Remembrance, et krigsmonument, hvorfra der var en fin udsigt mod Melbourne CBD (Central Business District). Ved National Gallery of Victoria havde børnene stor fornøjelse af at lege med vandvæggen for derefter at kravle rundt og afsætte våde håndaftryk på fliserne. Og da vi kom forbi en gademusikant smed børnene resolut cyklerne på fortovet og gav sig til at danse til stor fornøjelse for både os og de forbipasserende. Sidst på dagen besøgte vi Eureka Tower, der er den højeste beboelsesejendom på den sydlige halvkugle. Vi tog elevatoren op til 88. etage, hvorfra vi havde en eminent udsigt over hele Melbourne og dens forstæder. Vildt at opdage en helikopter flyve forbi huset adskillige etager længere nede…

Søndag morgen blev et af opholdets højdepunkter for Johanne og Frederik. Da de tre børn kom ned i stuen havde både Easter Bunny og Easter Bilby nemlig været på besøg, hvilket tydeligt sås på de store fodaftryk (der lignede mel en lille smule), og havde gemt et ubeskriveligt antal påskeæg, påskeharer og påskekyllinger rundt omkring bag puder og legetøj, i skuffer og skabe, og den store jagt gik ind. Det var ikke meget morgenmad, de chokoladefyldte maver kunne rumme den morgen! Efter morgenmaden fulgte Johanne og jeg med Alison og Tor i kirke, mens drengene blev hjemme og byggede videre på piratskibet. Om eftermiddagen fik Kenneth og jeg løbet lidt energi af os på tennisbanen i deres fælles gårdanlæg, inden turen gik til MCG (Melbourne Cricket Ground) og en gang aussie rules (eller footy). Vores (pålagte) favorithold, Tigers, tabte desværre stort, men det var super sjovt at opleve et alternativ til Superliga kampene i Parken. Det var et kæmpe stadion med plads til ca. 100.000 tilskuere, men en meget familievenlig begivenhed, hvor stort set ingen drikker øl eller opfører sig primitivt, som man nogle gange ser til vores fodboldkampe hjemme.

Mandag kørte vi ud til The Dandenongs, et bjergområde ca. 1 time fra Melbourne, hvor vi steg ombord på et restaureret tog med damplokomotiv (Puffing Billy). Med benene hængende ud af vinduerne kørte vi i adstadigt tempo gennem et frodigt landskab ud til en park, hvor vi lavede picnic og børnene kunne boltre sig på de sjove legepladser. En skøn dag. Tirsdag tog mændene og børnene på Science Works, et museum a la Experimentariet (og en stor succes), mens Alison og jeg fik afløb for vores shoppelyst i Chapel Street.

Det er gået fint med kommunikationen for børnene, som efterhånden kan forstå en del simple engelske ord, især når de bliver suppleret med håndtegn og en god portion tålmodighed i den anden ende. Johanne blev meget glad for Alison og var meget stolt over at få lov at hjælpe hende med at lave frisk pasta en eftermiddag, mens Kenneth og jeg spillede tennis, og drengene havde andet for. Det har været godt at se Anthony igen og møde hans søde familie, og det har været dejligt at være i lokale guiders hænder, så vores egne guidebøger for en gangs skyld kunne få et hvil. Vi forlod i det hele taget Melbourne med en oplevelse af at have haft nogle af de bedste dage på vores rejse.

Efter at være landet i Brisbane fik vi hurtigt udleveret vores bil og nåede heldigvis ud af byen, inden den værste eftermiddagstrafik. Vi ankom til Belongil Beach ved Byron Bay ved 18-tiden, netop som mørket havde lagt sig over landet. Meget anderledes, at dagen pludselig er blevet så kort igen. Vi havde lejet en lille hytte, som lå umiddelbart på den anden side af vejen fra stranden. Hytten var ok, men især beliggenheden var helt perfekt. Byron Bay viste sig at være et rigtigt hippiested, ligesom vi havde fået det beskrevet. Stemningen var meget afslappet, og der var mange, der så ud som om de var kommet til området for mange år siden og aldrig kommet videre. Også for os blev det nogle meget afslappede dage. En af dagene besøgte vi fyrtårnet på Cape Byron, det østligste punkt på det australske fastland. Fra toppen af klippen havde vi en super udsigt til havet på begge sider og var heldige både at se en kæmpemæssig ørn, en smuk papegøje og en flok delfiner på vandring i havet under os.

Den ene formiddag i Byron besluttede vi os dog til at være aktive på havet og kastede os ud i nogle havkajakker sammen med et par guider og nogle andre eventyrlystne turister. Johanne fik lov at sejle i kajak med en af guiderne, mens Frederik sad imellem Kenneth og mig. Det virkede som et ret vildt projekt, vi havde kastet os ud i, da vi padlede gennem brændingen og blev fuldstændig gennemblødt af bølgerne, der slog ind over kajakken. Det blev heldigvis roligere længere ude, men det var om at holde kajakken lige mod bølgerne, så man ikke blev slået ud af kurs. Selv temmelig langt ude på havet kunne der pludselig være en stor bølge, som knækkede. Da vi nåede ud til et rev, fik vi mulighed for at komme i vandet. Kenneth var i af to omgange og var så heldig at snorkle rundt med en skildpadde på ret tæt hold. Han blev dog også brændt af en bluebottle, hvilket definitivt afholdt mig fra at bevæge mig ned i det store ukendte dyb. Tilbage på stranden blev spaghettimusklerne tanket op med masser af søde sager, og det var alt i alt en rigtig sjov oplevelse for hele familien.

Fra Byron Bay gik turen videre til Lamington National Park og O’Reily’s Rainforest Retreat, som ligger meget smukt med udsigt over bjerge med frodig regnskov. Den første aften kom børnenes voksende mod til at være på egen hånd os alle til gode, da Johanne og Frederik hoppede med på et ”legestue-arrangement”, hvor en ranger underholdt et hold børn med at klippe-klistre, tegne, læse historie og se film, mens deres forældre kunne hygge sig i restauranten. Børnegruppen spiste også i restauranten, men samlet og uden forældre, og Johanne og Frederik var rigtig stolte af at have klaret sig helt på egen hånd med en flok børn og voksne, som talte et andet sprog. Heldigvis er et ord som pasta gangbart på både dansk og engelsk.

Regnskoven blev en våd oplevelse for os, idet vi på vores første vandretur blev fanget i en byge uden at være ordentligt forberedt og blev lige så våde, som hvis vi havde taget et brusebad med alt tøjet på. Derefter var børnenes lyst til mere regnskov forduftet, og efter et varmt bad og en kop te benyttede vi i stedet eftermiddagen til at fodre papegøjer, få massage og svømme i en pool med en formidabel udsigt over nationalparken. Om aftenen i restauranten spiste vi middage lige ved siden af en possum, som sad og spiste lige ved siden af os på den anden side af vinduesglasset. Lamington er helt sikkert et virkelig skønt sted for alle med lyst til naturoplevelser, men regnvejrsturen havde åbenbart helt taget eventyrlysten ud af vores børn for en tid, for på vej ned fra nationalparken, hvor vi i øvrigt flere gange måtte bremse op for at undgå at påkøre hoppende kænguruer, kom det pludselig fra Frederik på bagsædet: ”Hvornår er vi ude af denne her latterlige skov?”

På vej nordpå mod Noosa tog vi en overnatning i Sea World ved Surfers Paradise på Gold Coast, som vi ellers har gjort os umage for at styre uden om. Med adskillige store tema-parker i området ville det dog være noget nær børnemishandling (og heller ikke falde i god jord hos Kenneth), hvis vi ikke besøgte mindst én af parkerne. Sea World viste sig at være et godt valg, for der var rutsjebaner og andre rides for enhver smag og et kæmpe vandland. Intet kunne dog konkurrere med vandlegepladsen på resortet, der formentlig er den sjoveste legeplads, vi har set til dato. Det mest geniale var helt klart det pumpeværk, der løbende fyldte en kæmpe spand på toppen af legestativet med vand. Når spanden ca. hvert tiende minut var blevet fuld, begyndte en lille klokke at ringe og spanden tippede langsomt, så alt vandet til sidst væltede ud over et lille halvtag og derefter i kaskader ned over de forventningsfuldt skrigende børn, der havde taget plads nedenfor. Johanne og Frederik var ret sure på os, da vi til sidst var nødt til at forlade stedet for at køre videre…

 

Vi er nu i Noosa, hvor Johanne i går fandt et par påskeæg i sine sutsko, som åbenbart havde overlevet jagten påskesøndag. Foran os venter nu nogle dage her i Noosa og til slut fire dage på Heron Island, muligvis med nogle dage på Fraser Island derimellem, hvis rejselysten er større end behovet for bare at leve driverlivet den sidste del af vores orlov. Driverlivet lader dog til at blive af en lidt anden karakter, end vi havde forudset, idet vi her på Sunshine Coast indtil videre har haft heldagsregn af den type, som gør dig gennemblødt på ti sekunder. Og vejrudsigten har ikke sol på programmet de næste fem dage - ikke ligefrem, hvad jeg havde planlagt. Lige nu, hvor jeg sidder og skriver, kan jeg dog skimte store blå plamager på himmelen uden for, og solen rammer hustaget ved siden af, så måske er vi alligevel heldige i dag. Sådan er det så tit gået med vejret på vores rejse.

Den 30. april er vi tilbage i Danmark, hvor vi glæder os til at se familie og venner igen, og til vores nye, kæmpe altan, som er blevet en realitet, mens vi har været væk.

Ses snart!

Afsked med New Zealand og ankomst til Australien

Vores sidste dag i Queenstown tilbragte vi med at river-rafte ned ad Shotover River. Vi blev hentet tidligt om morgenen foran vores campingplads af Family Adventures og fandt ud af, at vi var i selskab med en japansk pige på 6 år og hendes tante, en ung kvindelig mexicansk filmfotograf, som skulle filme vores tur i forbindelse med en opgave, hun var på, en hyggelig chauffør og vores meget humoristisk anlagte guide, Mark, som også var ejer af firmaet. Selve turen via Arthur’s Point ud gennem Skippers Canyon til vores startsted var en angstprovokerende, men også meget smuk oplevelse. Vi kørte ad ujævne grusveje, der i den tidlige morgensol sneglede sig af sted på højderyggen af kløften med udsigt til afgrund og flod langt nede under os (foto lånt fra firmaets hjemmeside). Mark kunne oplyse, at vejen er en kategori 2 vej, hvilket betyder at man må køre 100 km/t – chaufføren valgte dog til vores store lettelse at holde sig til de 25 km/t. Undervejes passerede vi både Hells og Heavens Gate, små tunneller i klippesiderne, som blev udboret i de gamle guldgraveres storhedstid og fik fortalt lange historier om guldgravernes opdagelser og oplevelser i området for knap 150 år siden, hvor mere end 2000 håbefulde mennesker boede i området. Dengang lå der en beværtning for hver kilometer af de 22 kilometer, vi tilbagelade, så guldgraverne kunne få stillet deres tørst og andre profitere af deres fund – meget svært at forestille sig i dag.

Vi skiftede tøj ved virksomhedens tilholdssted på en ejendom ved Pipeline Bridge, der indtil for få år siden var det højeste bungy jumping sted i New Zealand, men nu er fuldstændig forladt, fordi der er etableret andre og højere udspringssteder i regionen. Iført badetøj, våddragt fra top til tå, jakke, hjelm og redningsvest gik det videre over stok og sten til vores startsted, som vi fik præsenteret som location for The Ford of Bruinen fra Ringenes Herre filmen. Der var (måske) et eller andet sted en klokke, der ringede, da han forklarede om, hvordan hestene havde reddet ud af kløften gennem floden med vandskummet sprøjtende omkring sig, men jeg må indrømme, at erindringen stod temmelig sløret.

Johanne og Frederik om vores tur:

”Vi var først blevet færdige med det, vi skulle, og så gik vi ud fra campingpladsen. Der stod vi og ventede en lille bitte smule, men vi kunne ikke nå at vente så meget, for bilen kom nærmest lige med det samme. Så blev vi kørt med den bil hele vejen ud til det sted de boede, så fik vi en masse ting på uden på vores badetøj, også badesko, og så kørte vi i bilen igen. Så kom vi til floden og så pustede vi en blå gummibåd op. Far trak i pumpen, og det var rigtig flot gjort, synes vi, men han var lidt forpustet. Så begyndte vi at sejle, og der var en masse vandfald. Frederik rutsjede ned i vandet sammen med far, fordi han syntes det var sejt at blive reddet. Pludselig kom vi til en lille ø, hvor vi stoppede op. Johanne og Frederik var endda så seje, at de hoppede ned fra en klippe. Åh mand, det var sejt. Johanne var lidt bange allerførst, men til sidst bestemte hun sig for at hoppe ud i vandet. Og vi kunne næsten ikke trække vejret, da vi var under vandet. Vi sejlede under den bro, som var dér, hvor de boede. Da vi var færdige med at sejle, samlede vi nogle ønskesten, og så kørte vi hjem med dem og kastede dem ud fra broen, som vi havde sejlet under. Først skulle man dreje hånden fire gange rundt på stenen, imens man ønskede noget. Og så skulle man kaste den ned bagefter og til allersidst lød der et rigtigt højt brag. Og Frederik var lidt bange for braget.”

Vil blot tilføje, at jeg også sprang ud fra klippen (som den første), og kan skrive under på, at vandet var så koldt, at man næsten ikke kunne trække vejret!

Efter vores meget vellykkede raftingtur kørte vi den korte vej til Arrowtown, hvor vi fandt en funklende ny campingplads med en glimrende legeplads. Godt at være på plads tidligt på eftermiddagen og få ro over lejren. Især for børnene og Kenneth, som helst ville blive på campingpladsen og dase, mens jeg gik en tur ind til den hyggelige by, hvor rigtig mange huse stadig står (næsten) som for 150 år siden, da også Arrowtown husede guldgravere og deres familier.

Den følgende dag havde vi en lang køredag foran os, da vi havde besluttet os for at ville have i hvert fald tre rolige dage omkring Christchurch, inden vi onsdag skulle tage afsked med New Zealand. Vi kørte derfor rimelig målrettet gennem Mackenzie Country mod Lake Tekapo, dog med et stop i Omarama for at spise frokost og fodre får og et stop ved Lake Pukaki for at tage billeder – desværre lå skyerne lavt over Southern Alps, så drømmeskuddet af den fuldstændig turkisblå sø med Mt Cook i baggrunden kom ikke i hus, men vi følte os nu ikke rigtig berettiget til at klage alligevel. Da vi ankom til campingpladsen ved Lake Tekapo pakkede vi vores badetøj og gik op til et super lækkert spabad, få hundrede meter fra pladsen. Der var tre forskellige udendørs pools, store nok til at Johanne og Frederik kunne plaske lidt rundt og træne deres svømmetag. Og der er virkelig kommet ”hul igennem” nu. Johanne kan svømme rigtig langt i en stil, der vel mest ligner hundesvømning, men som er ret effektiv, og Frederik er ved at få fat i det med at tage hovedet over vandet en gang imellem for at få luft. Ret praktisk. Efter aftensmaden var Johanne og Kenneth friske på endnu en tur i spabad under stjernehimmelen, mens Frederik og jeg nøjedes med at gå med derop efter en is til Frederik, hvorefter vi listede hjem gennem skoven i mørket igen.

Søndag kørte vi omkring Mt John University Observatory, hvorfra vi havde en fabelagtig udsigt over den lige så turkisblå Lake Takapo (billedet lyver ikke), inden vi kørte til Akaroa på Banks Peninsula, ca. halvanden time fra Christchurch. Og det er faktisk den eneste kedelige køredag, vi har haft gennem alle seks uger på vejene i New Zealand. Den sidste del af turen langs Summit Road og ned mod Akaroa var dog absolut hele turen værd. Campingpladsen i Akaroa lå også meget smukt, og vi havde været heldige at kunne reservere en plads med udsigt over både havnen og hele bugten. Vi endte med at blive i Akaroa uden at foretage os ret meget helt til onsdag, hvor vi skulle flyve fra Christchurch til Sydney. Vi havde overvejet at køre ind til Christchurch de sidste dage, men blev enige om, at vi ville få nok storby med Sydney og Melbourne de følgende uger.

Vi ankom til Sydney onsdag sen eftermiddag og efter en intensiv undersøgelse af medbragte madvarer i vores håndbagage, blev vi sluppet ud på det store kontinent. Kenneth fik langt om længe købt sig en skægtrimmer, og så snart vi ankom til hotellet blev bushmanden transformeret til trendy storbyturist. De 6 dage i Sydney er fløjet af sted. Vi har boet i en hotellejlighed i The Rocks lige ved Circular Quay med en fantastisk udsigt fra hotellets øverste etage til både Sydney Opera og Sydney Harbour Bridge. Det fungerer godt med en hotellejlighed, da vi har fuldt udstyret køkken og derved kan lave mad hjemme om aftenen, hvor børnene alligevel er for trætte til at stavre mere rundt i byen eller sidde bare nogenlunde fornuftigt på en restaurant.

Sydney har været en rigtig god oplevelse. Vi har haft dejligt vejr og har både gået, sejlet, kørt i bus og tog rundt i byen. Vi har været på rundvisning i Operaen, gået tur i Botanisk Have og Chinese Garden, set hajer, rokker, krokodiller og meget mere i det spændende Sydney Aquarium, cyklet rundt i Centennial Park, været på både Bondi Beach og Manly Beach og ikke mindst besøgt det fantastiske Taronga Zoo sammen med Rebecca, som jeg kender fra Canada, og hendes mand og lille datter. Det var virkelig dejligt at se hende igen og næsten som om der ikke var gået snart 15 år. Rebecca tilbød at komme ind i vores lejlighed mandag aften og være sammen med børnene, så Kenneth og jeg kunne gå ud og spise sammen alene, og da det viste sig, at Johanne og Frederik var med på idéen, sagde vi ja tak. Og det var en stor succes. Både for os, som fik nogle timer for os selv på en super lækker thailandsk restaurant, og for børnene. Stort at blive passet af en pige, man næsten ikke kender, og som ikke taler samme sprog. I hvert fald ikke i bogstavelig forstand. Da Rebecca fem minutter efter at være ankommet stak to gulerodsstave op foran fortænderne og sagde som en kanin, var de fint på bølgelængde…! Og da vi kom hjem (og børnene sov trygt og godt) havde Rebecca tilmed lært sig nogle få danske gloser ud fra den tegnefilm (med danske undertekster), de havde set sammen. På en seddel havde hun skrevet ”sove nu”, ”godnat”, ”kom her!”, ”flot”, ”farvel”. Johanne vågnede kl. 6 næste morgen og ville straks vise mig de papirhatte, de havde lavet sammen, og Frederik sagde, da vi var på vej i lufthavnen, at det var hans bedste oplevelse i Sydney at blive passet af Rebecca.

Ellers har vi oplevet to store dramaer i Sydney, og et enkelt drama, som udeblev. Det ene drama fandt sted, mens vi sad og spiste frokost i Darling Harbour og et lille, blåt turist-tog kom kørende forbi os med en midaldrende, gråhåret herre som chauffør. Pludselig lød der et væld af sirener, og politibiler spærrede vejen for toget fortil, mens cykelbetjente sprang ud af deres gemmesteder fra siden. Med adskillige pistoler pegende mod sig blev den gråhårede chauffør trukket ud af toget og lagt i håndjern på jorden lige for næsen af os, mens nogle af betjentene begyndte at søge efter noget i togets førerhus. I løbet af nogle minutter fik politiet imidlertid manden på benene igen og efter yderligere lidt tid tog de håndjernene af ham igen og forsvandt én efter én og lod en noget rystet turist-tog-chauffør stå tilbage på kajen. Vi kunne forstå på hans efterfølgende snak med personalet, hvor vi spiste, at nogen havde rapporteret, at de mente, han havde kørt rundt med en pistol. Lidt efter satte han sig ind i sit lille tog og futtede videre… Meget surrealistisk oplevelse.

Det andet store drama udspillede sig på Circular Quay, hvor Johanne og Frederik over flere dage havde iagttaget byggeriet af en kæmpemæssig legeplads i alverdens farver og former. Vi havde talt med de sikkerhedsfolk, som holdt vagt ved byggepladsen, og havde fået at vide, at den forventedes færdige mandag – super, så kunne vi lige nå forbi, inden vi skulle rejse tirsdag. Og det havde faktisk været ret småt med legepladser i Sydney, så Johanne og Frederik talte stort set ikke om andet. Da vi kom ned til legepladsen mandag var den ganske rigtig færdig og Johanne og Frederik løb forventningsfulde hen for at lege på den. Men… de blev stoppet af sikkerhedsfolk, der nu kunne informere os om, at legepladsen desværre kun var bygget til brug for en reklamefilm for McDonald’s, at den var bygget i over-størrelse, og at den var helt uegnet for børn (og for den sags skyld voksne) at lege på. Det er vist ikke svært at forestille sig skuffelsen hos Johanne og Frederik. Og det hjalp ikke ret meget, at vi fik stukket et par gavekort til is på McDonald’s i hånden som et plaster på såret. Helt absolut øverst på Frederiks liste over værste oplevelser i Sydney – ”Mor, man må da ikke bygge en legeplads, som man ikke må lege på, må man vel?”.

Endelig var der dramaet, der udeblev: Jeg blev klippet og var stort set tilfreds.

Vi er nu i Apollo Bay vest for Melbourne og har tilbragt nogle dage i et lille feriehus, hvor vi har slappet af og udforsket Great Ocean Road. I morgen kører vi ind til Melbourne, hvor vi skal bo nogle dage hos en anden ven fra Canada-tiden og hans familie. Vi er også så småt ved at have fået styr på vores rejse på Australiens østkyst. De store linjer havde vi lagt hjemmefra, men nu har vi også fået reserveret en bil og er begyndt at planlægge ruten, overnatninger osv. Det første, der slår én, når man sidder med sit HEMA-kort over Australien foran sig er, at afstands-indikatoren i øverste højre hjørne nu svarer til 50 eller 100 km. pr. enhed i modsætning til de 10 km. på vores NZ-kort. Så vi er glade for, at vi ”kun” har gabt over en rute på omkring 8-900 km. i alt på de tre uger. I NZ kørte vi 4.500 km. på seks uger, men der havde vi også vores hus på ryggen. Det har vi ikke i Australien.

Endelig er der bare tilbage at fortælle, at vores datters favoritleg for tiden er ”butik” i alle afskygninger, hvor det foretrukne betalingsmiddel er dankort (Matadorpengene kan til nød bruges). Så diverse plastikkort suser af sted langs den nærmeste remote-control, og der bliver trykket på knapper og udstedt billetter og kvitteringer. I morges prøvede hun at sælge mig vores terrasse, og da jeg sagde, at den havde jeg nok ikke lige råd til, sagde hun ”jamen, du kan jo bare betale med dankort”… Gad vide hvor hun får det fra? Jeg forsøgte at forklare hende, at der faktisk skal være penge på kontoen, men hun så lidt blank ud i ansigtet og legede upåvirket videre. Der ligger vist en pædagogisk udfordring og venter forude…

Det var alt for nu.